tirsdag den 10. januar 2012

Køkken opsat

Efter en del overvejelser, valgte jeg at installere et køkken fra IKEA i sommerhuset, primært pga. prisen. Jeg valgte at fronterne skulle være en mørk farve for at lave lidt kontrast til det meget lyse fyrretræ. Farven hedder Nexus sortbrun. Nu mangler der bare en bordplade, som jeg regner med at få tilskåret i Bauhaus. Derudover mangler der så vask, hvidevarer og selvfølgelig lister og strøm.

3 kommentarer:

  1. Hvor bliver det bare fint!!! Og god ide med et kontrast køkken, tænker på hvor godt der må dufte i huset pga. alt det træ!!

    SvarSlet
  2. Hej :) Vi overvejer et nynorm hus - er I tilfredse? Og hvor langtid var I om at lave huset? Gode hilsner Anne-Sophie

    SvarSlet
  3. Hej Anne-Sophie
    Jeg har været meget tilfreds med Nynorm igennem hele processen.
    Selve bestillingsprocessen gik relativt smertefrit.
    Jeg tog udgangspunkt i et af de eksisterende huse, som man kan finde på på deres hjemmeside og lavede så nogle ændringer til tegningerne. Bl.a. hævede jeg taghældningen og fik indsat en ekstra bjælke så hele huset blev lidt højere. Derudover flyttede jeg en væg, således at den overdækkede terrasse blev sløjfet og stuen blev tilsvarende større. Der var to ting i den forbindelse, som ikke kørte helt efter planen. Sælgeren Flemming sagde, at husets pris blev beregnet ud fra hvor meget træ der skulle bruges. Derfor forekom det mig meget besynderligt, at huset blev markant dyrere bare fordi jeg flyttede en væg, uden at det medførte at der skulle bruges nævneværdigt mere træ. Men det måtte jeg jo bare acceptere. Da vi først var blevet enige om tegningen, fik jeg så en ordrebekræftelse fra Nynorm og alt virkede til at køre på skinner.
    Efter et stykke tid, får jeg så skæretegningerne fra Nynorm, altså en oversigt over hver enkelt bjælke og hvor den skal placeres i huset.
    På denne tegning kan jeg se at der nu er plceret en tværgående væg midt i stuen, således at stuen i praksis deles i to små stuer, og da huset ikke er særligt stort i forvejen, var det jo helt skørt.
    Flemming undersøger dette med fabrikken og det viser sig, at de har indsat væggen for at understøtte taget idet de spær som der leveres som standard, ikke kan bære det spænd der er opstået idet jeg flyttede væggen.
    Løsningen på dette bliver, at vi opgraderer spærrene til limtræsbjælker. Dette medfører en meromkostning på flere tusinde kroner, som jeg ender med at betale. Flemming var i den forbindelse meget hjælpsom, og selvom vi endte med at "slå halv skade", så ved jeg jo godt at jeg har betalt alle omkostningerne i forbindelse med den fejl, som jeg på ingen måde var skyld i.
    Nu er huset "næsten" færdigt. Der mangler kun lidt lister hist og her. Det er et dejligt hus, og jeg er glad for at jeg valgte det store isoleringskit, for huset kan bruges både sommer og vinter.
    Selve processen med at bygge huset har taget utroligt lang tid, idet jeg har lavet det hele selv med hjælp fra venner i weekender og ferier. Det ser let ud, og det er det sådan set også, men alting tager tid, især når man ikke er uddannet håndværker. Selv bor jeg 150 km. fra sommerhuset, så jeg tager ikke lige derned en aften og bygger.

    I skal være opmærksomme på, hvis I vælger at købe et isoleringskit, at der er mange ufærdige løsninger. I hvertfald hvis man som jeg, ønsker pæne vindueslysninger og vindueskarme. Der bliver leveret en masse lister med kittet, men jeg har ikke rigtigt fundet noget at bruge dem til.

    Hvis du har yderligere spørgsmål er du velkommen til at skrive til mig på bygsommerhus(a)ssvendsen.com. Jeg hjælper gerne med erfaringer, råd og vejledning om alle facetter af byggeriet.

    Mange hilsner

    Allan

    PS. Må hellere få lagt nogle nye billeder op snart, for der er sket rigtigt meget siden sidste opdatering.

    SvarSlet